Hvordan opstod ideen at grundlægge denne forening?

Ja, egentlig opstod den for ca. 40 år siden …

Jeg har dengang som lille pige set TV-udsendelsen “Roots” om “Kunta Kinte”. Jeg så samtlige udsendelser, kan stadigvæk mindes min medfølelse og tænker, at jeg derigennem fik udviklet en sympati for Afrika. Siden har det altid været en drøm for mig at rejse til Afrika. Der skulle dog gå 20 år inden drømmen blev til virkelighed. Jeg havde fortalt mit ønske til nogle afrikanske venner, der just var på vej til hjemmebesøg. Afrika er dog kæmpestort, der er mange forskellige lande og jeg havde i hvert fald ikke lyst til charterrejser med støvfrie hoteller, gyldne vandhaner og kunstig underholdning. Jeg ville lære befolkningen at kende og tilbringe min tid med disse. En af mine gode venner foreslog mig at rejse til Gambia, hans bror ville hér kunne finde et værelse til mig. Jeg sparede og skrabede penge sammen for d.22.januar 1996 for første gang at kunne sætte mine ben på den afrkanske kontinent, i Gambia, “The Smiling Coast of West Africa”.

Den venlige bror, Mamadi, hentede mig ved lufthavnen. Vi kørte til hovedstaden, Banjul, hvor jeg kunne leje et værelse lige ved siden af familien. Mamadi førte mig gennem Bajul og viste mig Albertsmarkedet og havnen. Her fortalte han, at man kan sejle til den anden side af floden til Barra og herfra køre videre til Juffure, hjemstavnen fra Kunta Kinte.…”fra hvem ?” spurgte jeg og kiggede på Mamadi med store øjne (selvom jeg jo kendte historien om Kunta Kinte, var jeg ikke klar over, fra hvilket land han stammede). “Kunta Kinte” sagde Mamadi, ”kender du ham ?” “Ja,” svarede jeg , “allerede siden min barndom”. Jeg fik gåsehud…

Jeg tilbragte seks uger i Gambia, lærte land og folk at kende og følte mig tryg her. Dette måtte absolut ikke blive min sidste Gambia-rejse. Således blev Gambia igen rejsemål i år 1998 og i år 2000, og senest igen i år 2015. Ved seneste rejse besøgte jeg min gode ven Mustapha, der efter mange års ophold i Hamborg var flyttet tilbage til sin hjemstavn. Jeg fik lært hans store familie at kende, og har sidenhen lukket dem i mit hjerte. Vi havde en dejlig tid sammen, jeg fik set og oplevet meget. Da jeg besøgte den skole, hans børn går på og her oplevede, under hvilke fattige vilkår der blev undervist, fik jeg ideen at danne en forening, der skulle støtte skolen.

Hjemme igen fandt ovenstående planer sympati og stor tilslutning, her især fra seks venlige mennesker, der har givet tilsagn om at ville hjælpe mig med oprettelsen af foreningen.

Derfor stor TAK til Matz, Peace, Sabine, Ture, Eberhard og Roland!

Efter at der nu er gået et halvt år, er de formelle ting omkring foreningen på plads.

LAD OS KOMME I GANG